I mangel på et bedre ord, kalder jeg mine billeder for fusionsgrafik. De er en helhed sat sammen af fragmenter fra mange forskellige fotografier. Jeg har altid et kamera på mig, enten mit almindelige digitale kamera eller mobiltelefonens kamera. Og intet er for småt, ubetydeligt eller grimt til min linse. Jeg ser på ting og tænker, måske kan det bruges. En afrevet mærkat, en udtrådt tyggegummiklat, eller en flot dekoreret grafittivæg.
Hjemme ved min computer, bliver billederne klippet, omfarvet, omformet og et nyt billede bliver bygget op af elementer fra andre billeder.
Ofte starter et billede med et hovedmotiv, hvor elementer fyldes ind i ”rammen”, undervejs skiftes hovedmotivet måske ud, det samme med de øvrige elementer og jeg ender op med et billede der er helt anderledes end det jeg tænkte.
Jeg kan ”kæmpe” med et billede i flere dage, uden at føle at det går i den rigtige retning.
Ofte er det en helt fysisk fornemmelse i kroppen der fortæller mig når et billede er på rette vej. Og fanger jeg vejen så går resten af sig selv og hurtigt.
Mit billedlager er stort, og billeder kan ligge ubrugte i flere år, og pludselig ved en gennemgang af mine billeder komme frem i lyset. ”Hov der var noget…”
Jeg arbejder primært i programmerne PhotoShop og Illustrator, men bruger også mindre og gratis programmer, som ofte har nogle små sjove funktioner der kan give en anderledes dimension til billedet.
Jeg vil gerne at mine billeder afspejler hverdagen, med alle dens glæder og sorger og alle de kontraster vi konstant møder og jeg håber på, at min indignation over den ulige fordeling i samfundet, skinner igennem i mine billeder. På samme måde som jeg håber på at afspejle min glæde ved livet.
Hent 6 gratis billeder på min hjemmeside fx disse:
Se også min blog på http://blog.enartkunst.dk