Flemming Hoff’s værker vægrer sig ved kunsthistoriske refleksioner og lange, teoretiserende analyser. Det er værker, der qua en særlig materialitet taler til sanserne og kalder på berøring og duft. Værker der beror på fornemmelser, og som først synes at lide overlast, når de pakkes ind i ord. Hans seneste serie malerier er fysisk betragtet større end hvad et almindeligt menneske kan favne, og som beskuer forsvinder man nemt ’ind i dem’. De er opbygget af monokrome farvefelter lagt lag-på-lag på lærredet. De geometriske former og enkle kompositioner afslører et slægtskab med amerikanske colour field malere som Mark Rothko, Clyfford Still og Barnett Newman, men paletten er mere grafisk-asketisk og Hoff’s brug af tandspartel efterlader grid-agtige spor i de øvre farveflader, hvorved dybereliggende lag træder frem og ’forstyrrer’ den meditative orden. Mørke skygger danser under en citrongul, rød eller hvid overflade, rejser sig som elegiske klangfarver for i næste nu at tone ud. Hvid, analog ’støj’ stiger og falder i styrke. Dråber af maling løber stedvis ned af lærredet og trækker strimer efter sig. De mange på hinanden virkende lag olie- og akrylmaling skaber fundamentet for vibrerende, kaleidoskopiske strukturer, der giver maleriets nonfigurative udtryk en særlig spænding. Værkerne taler deres eget stille sprog, som pirrer beskuerens nysgerrighed. Flemming Hoff er autodidakt som billedkunstner. Han har en fortid som arkitekt, og det kan måske være en del af forklaringen på den stoflighed og materialitet, man oplever i hans værker. /Julie Damgaard