Legemet spejler vores verden på en uvillet vis. Man kan kalde det en automatisk reageren/spejlen - lig en skovsøs vand, der spejler himlens blå, når der er vandstille og lig at dens flade forvrænger, når bjørnen stikker snuden i søen og stiller sin tørst. Det er en ikkevidende, uvillet, ikkepersonlig reageren! Der er tale om at lys og lyd når vores øjne og ører og vækker denne spejlen/reageren, men spejlingen er i sig selv reflektion af vores verdens overflade, og når vi reagerer som tænkende og følende individder, er vores reageren baseret på denne overfladiske spejling af vor verdens overflade! Vi erfarer således vores verden som bevægelsen: Udefra og ind! Vi oplever spejlingen og danner billeder - og reagerer dernæst som værende enten for eller imod dette billede. Derved opdeler vi vor verden i fragmenterede brudstykker som billedet og følelsen i én,

Vor verden er imidlertid et transformerende, tidløst hele, der ikke kan opdeles. Vores erkendelse af verden er altså baseret på et sansebedrag og en tolken, som er fragmenterende/opdelende! Der er liv iboende vor verden, og der er en tredje dimension, iboende vor verden, som er dette livs skabende årsag og dimension i én. Og denne tredje dimension er den hele og helende dimension i én! Jeg forsøger at give udtryk for denne skønhed og dens iboende skabende årsag og dimension i en! Jeg forsøger at være stille og lade billedet opstå i sindet, og at dernæst male billedet som denne helt tredje opleven billedet indefra og ud - og således være skabende. det er en leg, der er opstået i forbindelse med denne erkendelsesproces med dens erkenden verden, som den ér!

I denne opleven er , hvad man oplever i sig selv som enkeltdel/detalje/enkeltmenneske - ikke adskilt og forskellig fra - hvad man oplever i verden/den øvrige, større helhed. Det er en helhedsoplevelse, der ophæver idéen om "opdeling" og "skel"/"grænser"! En væren ét med kendsgerningen, der ér!

Håber, at i kan lide dem.

Venlig hilsen

Claus Frederiksen